Et uddrag af bogen Dating, desperation og selvudvikling

Kapitel 7: Tempererede følelser

Et af de store spørgsmål inden for dating er, hvilken strategi der er bedst? Folk tænker ofte over det og bekymrer sig for eksempel om, hvordan og hvor meget de skal vise deres interesse for den, de er interesseret i: Skal jeg ringe i dag eller vente til i morgen? Kan jeg skrive igen, selv om han/hun ikke har svaret tilbage endnu? Skal jeg hellere være afventende og lade ham/hende komme? Den slags fylder i hovedet på dem, som dater. Kvinderne er ofte afventende og lader manden komme, mens han som regel ikke aner, hvad han skal tro og bare farter forvirret rundt.

Jeg kan huske, fra jeg var dreng, at der var en lidt ældre dreng i kvarteret, der lagde an på min kusine, som var på besøg. Det var meget direkte og højlydt: Han piftede og råbte noget i retning af “Wow, Pia er dejlig!” og den slags. Alle hørte det. Han var bestemt ikke flov over sin interesse og slet ikke genert. Den form for selvtillid og direkte bejlen til en pige kan være meget virkningsfuld, og min kusine var forelsket i ham i årevis derefter.

Men om man kan gøre sådan afhænger helt af, hvem man er – det bliver hurtigt kikset, hvis en genert fyr forsøger sig som den helt store charmør. Meget afhænger også af situationen og den, du bejler til. Man kan med andre ord ikke opstille generelle regler om strategi. Der er ikke en bestemt måde at gøre det på, som altid virker for alle.

For mig at se er strategisk tænkning dog ofte en del af spillet, fordi vi er så nemme at manipulere med – hvis der er en, der spiller kostbar, så tror vi straks, at vedkommende er attraktiv. Hvis der omvendt er noget, som er nemt at få, så er det nok ikke noget værd. Ja, det er forsimplet, men jeg synes ikke, at man kan ignorere, at den psykologiske mekanisme har en indvirkning.

Personligt har jeg det imidlertid ikke godt med det spil, fordi der er et element af uærlighed i at lade som om. Jeg foretrækker det åbne og ærlige frem for diverse kneb og tricks. Derfor går mit fokus i en anden retning end det strategiske. Jeg vægter i stedet betydningen af to andre evner: Dels følelsesmæssig intelligens, det vil sige, at du forstår dig på egne følelser og behov og gør det, der føles rigtigt, og som er sundt for dig selv. Dels betydningen af social intelligens, det vil sige, at du er i stand til at aflæse, hvor den anden er i forhold til dig, så du ved, hvornår du holder igen med din interesse, og hvornår du slår til. I den forbindelse har jeg udviklet begrebet om de ”tempererede følelser”.

 

Hvad betyder tempererede følelser?

For at få succes med dating kan der være behov for et mere tempereret følelsesliv, og en af mine vigtige pointer er, at følelser tempereres af fornuft. Vi har med andre ord brug for at tænke rigtigt for at få vores følelsesliv på plads. Man må desuden tage bestik af de signaler, den anden udsender: Er det for eksempel ”kom” eller ”hold dig tilbage.” Jeg vil næsten sige, at den rigtige strategi kommer helt af sig selv, når først den følelsesmæssige mestring og sociale forståelse er kommet på plads.

Med ”tempererede følelser” mener jeg afstemte følelser, som har en tilpas temperatur, det vil sige, som hverken er for kolde eller for varme i den givne situation.

Ved således at mestre vores følelser kan vi bedre håndtere møder med det andet køn, idet vi afpasser vores følelser efter, hvad vi selv kan rumme, og i forhold til de signaler vi får fra den anden part. På den måde bliver vores følelser ikke for meget – hverken for os selv eller for den anden. Når du er i balance med dig selv, kan du manøvrere i det minefelt, der består af tiltrækning og frastødning. Vi kan så slå til, når det føles rigtigt i stedet for at gøre det, når vi overmandes af overophedede følelser og handler med hovedet under armen. Til gengæld kan vi også give vores følelser lov til at vokse, hvis vi fornemmer, at den anden er parat til det. Hvis man således er blevet god til at mestre eller temperere ens følelser for det modsatte køn, er man også godt på vej til at få kontrol over sin indre desperado.

At temperere sine følelser er noget dybere end strategisk tænkning, fordi det ikke blot handler om hvilken adfærd, der er smartest. Man arbejder i stedet med sine følelser og tænkning for at være i balance med sig selv, så ens adfærd og væremåde udspringer af en afbalanceret sindsstemning, hvor der ikke er for mange følelser i klemme.

 

At temperere ”for meget” kærlighed

Den næste historie viser meget godt, hvad tempererede følelser betyder i praksis.

En mand og en kvinde er på date for anden gang. Han opfatter det sådan, at de er for forskellige til for alvor at blive kærester, men han er ikke desto mindre meget tiltrukket af hende. De kysser farvel. Hun ser glad ud over det kys, men skynder sig derefter væk. Her begynder så alle mulige overvejelser og bekymringer fra mandens side: Hvorfor skynder hun sig væk? Er hun bare ikke klar til mere end som så? Er det et spil fra hendes side?

De sms’er sammen næste dag. Han skriver: ”Det var rigtig hyggeligt i går. Håber, at vi snart ses igen.” Hun svarer imidlertid bare, at: ”Det har jo nok lidt lange udsigter. Har min datter de næste cirka ti dage.” Det er en spand koldt vand i hovedet, for hun lyder ikke ligefrem ivrig efter at mødes igen.

Men sådan en spand koldt vand kan være god at få, fordi den giver os anledning til at temperere vores følelser – de overophedede følelser afkøles og afpasses dermed bedre til situationen. Manden får på fornemmelsen, at hun ikke er på det samme hede sted som ham, og han kan bruge den information til også at afdæmpe sine egne følelser.

Som sagt er det fornuften, der tempererer følelserne, og i det her tilfælde kan fornuftens stemme sige følgende:

  1. Hvis der skal komme et forhold ud af situationen, så skal hendes og hans følelser være nogenlunde afstemte – det siger sig selv, at de begge skal være interesserede. It takes two to tango.

  2. Han kan derfor spørge sig selv, om hun vil have noget fra ham, eller om det kun er den anden vej rundt? Mange gange er vi alt for optagede af, hvad vi kan få, til at bemærke, om vi har noget at give. Noget som modtageren vel at mærke ønsker …

  3. Og hvorfor skulle den anden være interesseret i os, hvis vi kun er ude på at få?

  4. Han kan også spørge sig selv, om hun egentlig er noget for ham? Som sagt passer de dårligt sammen, de har ikke så meget tilfælles, og han kunne nemt komme til at kede sig eller føle sig malplaceret i det forhold. Så hvorfor rende rundt med ophedede følelser?

  5. Og det ville vel ikke være særlig betænksomt, hvis han fik hende med på nogle følelser, som alligevel ikke ville vare ved, hvis hun først havde givet efter, og det blev hverdag.

Så hans lidenskabelige følelser fortæller ham måske nok, at han gerne vil overøse hende med kærlighed (eller begær). Men fornuften siger: ”Hold your horses” eller ”afdæmp dine følelser”, for hun er ikke klar til at tage imod dem. Man kan kvæle en andens følelser ved at overøse den person med sine egne.

Fornuften fortæller ham også, at han i virkeligheden ikke selv kan stå inde for de følelser på sigt. Det kan således være kærligt at afdæmpe sine følelser. Både over for en selv og den anden. Fordi man derved undgår at pine sig selv med noget, der ikke har nogen fremtid, og fordi man dermed kan tage hensyn til den anden, undgår at såre og ikke plager ham/hende med sin interesse. At tænke på andre end sig selv kan faktisk være befriende, fordi det kan medvirke til at temperere et overophedet følelsesliv.

I nogle tilfælde er det nødvendigt at lukke sine følelser helt ned, men i andre tilfælde kan man lade en dør stå på klem og vente på det rigtige øjeblik.

Ved at temperere dine følelser med disse fornuftige tænkemåder får du kontrol over dem, så de ikke kører ud ad en tangent, hvor de bliver en plage. At få kontrol over eller styr på sine følelser lyder måske kedeligt eller farveløst. Jeg vil gerne understrege, at det ikke er ensbetydende med, at dine følelser skal være på det jævne eller gennemsnitlige. Det er slet ikke målet med det. Det, jeg taler om, er blot at få et mål af fornuft ind i sit følelsesliv.

Hvis du har stærke, hede eller dybe følelser, som er relativt harmoniske eller sunde, er der måske slet ikke behov for at arbejde med det punkt. Og det er jo enormt smukt, hvis det er tilfældet. Men vi kan vælge at arbejde med det her punkt, hvis vi oplever, at vi har en tendens til at komme i klemme i egne følelser, at de fører os på vildspor, hvis de ikke gengældes, eller hvis vi gentagne gange kaster vores kærlighed på de forkerte. Og det er jo netop, hvad en desperado ofte gør.

 

Fiskerens tempererede taktik

Historien om fyren, der fik en kølig sms, fortsætter med, at hun slet ikke vil ses igen. Vores ven har altså fornemmet rigtigt, hun var ikke samme sted rent følelsesmæssigt. Et par måneder efter skriver han alligevel en sms til hende igen – bare for lige at høre hvordan det går. Det er i den grad tempereret. I og med at han nu har afdæmpede følelser, har han heller ikke følelser i klemme. Det gør det nemmere. Hvis vi har følelser i klemme, bliver vi nemt usikre, akavede, anspændte, handlingslammede eller mundlamme.

Nu lægger han ikke nogen form for pres på hende og skriver egentlig bare for hyggens skyld (omend også med visse bagtanker). Den tager hun op og svarer beredvilligt. Nu kan han så småt skrue op for sin interesse. Der går igen et par uger, så skriver han igen, og igen er hun på og svarer beredvilligt tilbage. Så er der pludselig hul igennem. Hun vil gerne ses til en ”lækker middag”. Tålmodighed og tempererede følelser viser sig at være et hit!

At anvende den tempererede og afventende metode betegner jeg også som ”fiskerens taktik”. Hvis han har snøren ude, så venter han tålmodigt på, at der er bid. Og er der en stor fisk på krogen, så haler fiskeren ikke bare ind, for hvis den spræller vildt og gør modstand, giver han i stedet snor. Når den så slapper af igen, haler han ind, tålmodigt. Det er et spørgsmål om timing, snuhed og coolness.

Det er en svær strategi at følge, hvis du ikke kan temperere dine følelser. Hvis der er alt for meget damp på kedlerne, så maser man måske bare på. Så er man ude af balance. Man forivrer sig og risikerer, at linen knækker, eller fisken ryger af krogen i kampens hede. Fiskerens taktik er mere kølig og beregnende, men den kan også ses som følsom eller hensynsfuld. Nænsomt hales fisken ind.

Fiskerens taktik er ikke passiv, men tålmodig og afventende eller afstemt i forhold til, hvornår man tager sit initiativ eller griber chancen og presser på. Fiskeren er et godt billede på en, som magter begge dele: både at vente og at tage initiativ. Hvornår, man så gør hvad, er jo helt afhængigt af, hvem man er og hvilken situation, man er i – i ovenstående eksempel gik der måneder, før han prøvede igen. Det kan også være, at man læner sig tilbage i det ene øjeblik men kun for straks efter at læne sig frem og presse på igen. Princippet er det samme.

At temperere sine følelser har den funktion, at vi bliver så tilpas rolige, at vi kan handle på en hensigtsmæssig måde. Vi får et mentalt overskud. En coolness. Vi bliver i stand til at aflæse den andens signaler og tage hensyn til dem, sådan at vi venter, når den anden ikke er klar, og slår til, hvis han eller hun er. Det er derfor, at tempererede følelser letter strategisk tænkning. Betydningen af det bliver endnu mere tydelig, når vi i det følgende skal se på, hvordan en desperado normalt gør med sine følelser. Her skal vi se, hvor galt det kan gå, når man ikke er tempereret.

 

Forelskelser der ikke er tempererede

eller desperadoens mønster

Tag bare mit eget eksempel: Da jeg var yngre, havde jeg ret nemt ved at blive forelsket, men det var næsten altid malplaceret. Amors pile ramte fuldstændig ved siden af de gode mål. Som varmesøgende missiler søgte de i stedet derhen, hvor der var størst mulig risiko for at blive forbrændt. Der var helt klart en logik i det, det var bare en bagvendt logik, for jeg blev per definition forelsket i dem, jeg ikke kunne få.

Jeg fik derfor brug for at udvikle mine følelser, så de blev mere intelligente. For at opnå det måtte jeg dykke ned i de følelser, analysere dem og forstå, hvad der foregik – så jeg kunne få det afkodet og ændret. Her er, hvad jeg fandt ud af.

For nogle kan det at få en spand koldt vand i hovedet være anledning til, at følelserne forstærkes – det kan være den andens distance eller uopnåelighed, der tænder. I så fald er man hårdt ramt af sin indre desperado. Man søger kærligheden, der hvor den ikke er tilgængelig. Så man skruer op for blusset, når man burde skrue ned og risikerer dermed meget nemt at blive ulykkeligt forelsket.

Den ulykkeligt forelskede er typisk i sine følelsers vold og kan derfor ikke slippe følelserne. De dominerer vedkommendes bevidsthed og bliver en alvorlig plage. Med tiden går det over igen, men hvis der er tale om et mønster eller en tendens i sindet, så bliver personen igen og igen forelsket i dem, som ikke er opnåelige.

I de tilfælde kan man groft sagt sige, at personen går rundt med hovedet under armen, fordi følelserne har taget overhånd. Den person er ”besat”, og der er brug for at ”uddrive” den indre desperado. Der skal med andre ord meget mere sund fornuft ind i processen. Eller personen har brug for at identificere de punkter, hvor han eller hun tænker forkert og derefter at få bragt de tankebaner på ret kurs igen.

En desperado i fuldt flor har et tankemønster, som er kendetegnet ved, at det går galt på de følgende tre punkter:

  1. Når man ikke kan få en anden person, så ved man det som regel godt, men man kan vælge at ignorere den viden. Man får en spand koldt vand i hovedet, men vælger at tænke, at den nok var varm – man griber med andre ord efter halmstrå og håber, at den anden måske alligevel i al hemmelighed er interesseret. Derved lykkes det ikke for den forelskede at få afstemt sine følelser til den reelle situation. De tillempes i stedet til en indbildning. Det er ønsketænkning, som består af følelser, der har taget magten fra forstanden.

  2. Måske bilder man sig desuden ind, at den anden er noget helt fantastisk, og man ville blive lykkelig, hvis bare vedkommende ville have en. Det er typisk en form for fejltænkning, som bygger på, at vi projicerer vores drømme over på den anden. I og med at den anden ikke er opnåelig, kan drømmene få frit spil – de kan ikke efterprøves af et virkeligt samvær. Den anden holder sig fortsat på afstand, og den forelskede får dermed ikke mulighed for at opklare sin vildfarelse ved rent faktisk at have et forhold til vedkommende.

  3. Med til den tro på, at den anden vil bringe en lykke, kan også høre tanken om, at den anden er den eneste, der kan det. At man med andre ord ikke kan møde en anden partner, som vil være lige så god eller bedre. Derfor kan man tro, at man aldrig bliver glad igen, med mindre den anden viser sin interesse. Igen er der tale om en indbildning, for her holder det gode gamle råd om, at der er masser af fisk i havet.

Hvis du har et mønster a la ovenstående, så er første skridt på vejen at blive klar over det. Altså selverkendelse. Når man er forelsket på den måde, er man ude af sig selv, eller man har mistet jordforbindelsen. Man er så at sige faret vild i forelskelsen og har brug for at opdage den vildfarelse.

Et mønster er en gentagelse af en bestemt form – i dette tilfælde gentagne forelskelser i de uopnåelige.

Det bør ikke være så svært at opdage, hvis det er sådan, du gør. En gang kan være en tilfældighed, to gange måske også, tre gange i træk … Nej, så ligner det et mønster.

Med til historien hører også, at dem, som har det her mønster, hurtigt mister interessen for den elskede, hvis de rent faktisk kan få ham eller hende. Så er det pludselig ikke så spændende mere. Så hvis du har oplevet det træk hos dig selv, at forelskelsen let blegner, så er det endnu en indikation af, at desperadoens mønster er på spil.

Et sidste tegn er, at når først besættelsen er ovre, så kan man faktisk stå og tænke: Hvad var det egentlig lige, jeg så i den person? Ved at opleve det kan den forelskede gennemskue, at der var tale om en besættelse, og derved få lettere ved at håndtere sine følelser en anden gang.

Næste opgave er så at ændre adfærd. Det kan være svært, fordi mønsteret er en vane i sindet, og man derfor har behov for at opbygge nye mentale vaner. Men hvis du indser, at du lider af dette mønster, så er du allerede et godt skridt på vejen. Næste skridt er at identificere hvor i ens psykiske processer, det går galt, så man kan sige stop på det sted. Når man får en afvisning, hvad enten verbal eller non-verbal, så er det et stopskilt for ens følelser, og så vender man sin interesse i en ny retning. Man lærer således at afstemme sine følelser, sådan at man i stedet for det uopnåelige går efter det, der føles rigtigt, det vil sige, hvor man har en god mavefornemmelse af, at den anden også er interesseret. I desperadoens tilfælde er det at afstemme følelserne også at uddrive en besættelse.

 

At uddrive besættelser

Min erfaring siger mig, at det mest effektive middel imod en besættelse også er det mest simple: Man lader blot tiden gå. Kuren består med andre ord i ikke at gøre noget. Det er det eneste nødvendige, når man først har erkendt sit mønster, så det bliver man bare ved med.

Du undlader altså at reagere på din besættelse. Du lader dig ikke styre af den. Du handler ikke på den. Det kan være svært nok, for hvis du er besat, føles det som om, at du for alt i verden skal gøre noget for at få ham eller hende. Men besættelser lever og holdes ved lige af, at vi handler på dem. Hvis du indser, at du er besat af en forelskelse eller fascination, som er usund for dig, kan du derfor komme over det ved ikke at handle på den.

Virkelige problemer er man nødt til at gøre noget aktivt ved, men det gælder ikke for besættelser. De har kun den energi, som vi giver dem i kraft af vores opmærksomhed. Da de har en illusorisk karakter, har de ikke nogen selvstændig kraft. Det er egentlig først, når vi tager dem alvorligt og handler på dem, at de bliver et problem for os.

Men det er svært at give slip. En besættelse er som at holde en hånd op foran ansigtet, helt tæt på, så den næsten fylder hele synsfeltet. Man kan dårligt tænke på andet end den hånd. Den får al ens opmærksomhed.

Eller en besættelse er som en tiger, der står og brøler i baghaven. Hvis du tror, den er virkelig, så begynder du at fodre den, fordi du er bange for, hvad den ellers kan finde på. Du fodrer den med din opmærksomhed og dine tanker. Derved bliver den blot mere og mere virkelig for dig. Du tænker hele tiden på tigeren og blæser den derved op til noget stort, farligt og betydningsfuldt. Men det er også derfor, at det eneste nødvendige er at lade den være. Du skal ikke lade dig styre af den, men heller ikke prøve at få den til at forsvinde – det vil blot være en anden måde at give den opmærksomhed på. Hvis man lader den være uden at interessere sig for den, så mister den til gengæld gradvist sin kraft, bliver mindre og mindre, indtil den til slut helt forsvinder af sig selv. Det var kun en papirtiger. ”Puf,” siger det, og så er den væk.

Og man kan ånde lettet op.

For det var blot en ond drøm.

Det er også derfor, at det kan være så godt at tage en pause fra en person, som man er forhekset af. Altså ikke at se eller kommunikere med den person i en periode, indtil besættelsen er aftaget så tilpas meget, at den ikke har magt over en længere. Så har man frigjort sig. På den måde kan man få vedkommende ud af sit system.

Og så står man der og tænker: Hvorfor gik jeg egentlig så meget op i det?

Det har jeg oplevet adskillige gange.

Nu behøver der ikke at gå så lang tid, for jeg har lært at give slip på mine følelser, når de ikke længere er sunde for mig. Da jeg var yngre, kunne jeg gå rundt i sådan en håbløs forhekset tilstand i måneder og halve år, før det endelig lykkedes for mig at slippe det. Men det hjælper at lære at forstå hvor meget af den forheksede følelse, der består af ens egen ”investering”. Vi tror, at det er den andens egenskaber, der forhekser os, men jeg vil sige, at det er vores egen investering, som virker besættende, og får os til at se på den anden med nogle helt særlige øjne.

Så grunden til, at man gik så meget op i den forelskelse, er, at man så at sige har placeret en indsats på den person, og det får ham eller hende til at fremstå i et gyldent skær. Som noget særligt og smukt. Man har placeret sin kærlighed på den person, og derfor fremstår vedkommende i det skær. Det er altså en selv, der fodrer ens eget indre billede af den anden med kærlighed.

Hvis jeg holder op med det, det vil sige, ophører med at investere min kærlighed i hende, så vil den gyldne glorie omkring hende gradvist aftage. Til sidst står der bare en almindelig person tilbage. Så er besættelsen slut.

 

Tempererede følelser er sunde

Som skitseret handler det at temperere sine følelser ikke om strategi, men det er et spørgsmål om at være god til at fornemme, hvor den anden er, og god til at mærke, hvad der føles rigtigt og er godt for en selv. Jeg opfatter det sådan, at vi dermed arbejder med os selv på et niveau, som er et eller flere lag dybere end blot strategisk tænkning – men at en god evne til at vælge sin strategi ikke desto mindre udspringer af det arbejde.

For en desperado er det særligt vigtigt at lære, fordi han eller hun ellers nemt skyder sig selv i foden med en påtrængende adfærd. Du kan ikke trække vejret frit, hvis en desperado ånder dig i nakken. Det er besværligt og uvelkomment. Måske er det også smigrende, men hvis desperadoen ikke forstår at afstemme sine følelser, bliver de hurtigt en plage for den, han eller hun bejler til.

Desperadoens instinktive måde at agere på er jo at søge kærligheden, der hvor den ikke er tilgængelig, og at lade sig besætte af den usunde forelskelse. Ved at indse, at det er det, der sker, og ved at blive god til at mærke, hvem der er interesseret i en, kan man imidlertid vende mønsteret, så det bliver sundt.

 

Test dig selv: Hvor god er du til tempererede følelser?

 

 BESTIL SOM E-BOG  Skriv til jenswpedersen@gmail.com, så returnerer jeg bogen med en regning på 100 kr.